how the heart breaks

Sporet er som efterårsregn: det kryber langsomt ind i bevidstheden og tager med hver takt en smule håb og efterlader en tomhed, der er svær at overse. Det er ikke en pludselig, katastrofal ødelæggelse – det er en lang proces, hvor smerten gradvist vokser sig stærkere, hvor den ikke har travlt og alligevel trænger igennem, selvom man ikke vil tænke på den. Som en gammel bygning, der falder sammen af regn og tid – først små revner, så flere og flere, indtil man en dag indser, at den ikke længere er, hvad den var før. Med hver akkord bliver det tydeligere: øjeblikket forsvinder ikke, kærligheden forsvinder ikke, følelsen forsvinder ikke, når man tror, at det hele er slut, men i virkeligheden er det kun lige begyndt. Melankolien er ikke særlig tydelig her, men den er præcis. Dette nummer handler ikke om drama eller tragedie, men snarere om, hvordan små tomrum danner hele kløfter, som er umulige at skjule. Kærlighed, tilgivelse, afsked – alt dette ødelægges stille, men vedholdende. Det er øjeblikket efter festen, når lysene slukkes, og du står alene tilbage med det, du så længe har forsøgt at udskyde.